Borgere i Narsaq kan komme om bord på forskningsskibet FOREL søndag 13. september. Narsaq International Research Station inviterer til kaffemik og præsentationer af forskningen i områdets fjorde.
Åbent skib er første del af to Science Days. Mandag 14. september er programmet rettet mod elevgrupper fra Narsaq Skole og INUILI Food College.
FOREL undersøger i år fjorde langs både Grønlands vest- og østkyst. Skibets sidste grønlandske etape går efter planen fra Ittoqqortoormiit til Narsaq med forskerhold fra Université Laval.
De arbejder blandt andet med partikler og forurening i fjordene og med mikroorganismernes rolle i transporten af organisk materiale til havbunden.


