Børn klatrer på containere og går ind på afspærrede områder ved havnen i Qaqortoq. Nu opfordrer politiet og Kommune Kujalleq forældre til at tale med deres børn om faren.
Kommunen har fået flere henvendelser om børn, der leger på havnen, især om aftenen og efter lukketid. Kajkanter, vand og maskiner gør området farligt, også når arbejdsdagen er slut.
Distriktsleder Michael Karstenskov fra politiet i Qaqortoq fortæller i kommunens meddelelse, at børn også bevæger sig ind på privat, indhegnet område. Han advarer om risikoen for alvorlige skader.
Kommunen beder familier, skoler og andre voksne om at hjælpe med at forebygge ulykker. Om aftenen kan der være færre voksne til at opdage, hvis et barn kommer i fare.

