Et stort flertal i Nanortalik og de fem tilhørende bygder ønsker at blive en selvstændig kommune. Ved den vejledende afstemning 11. september stemte 643 ja og 29 nej til at træde ud af Kommune Kujalleq.
Ja-siden udgør 94,56 procent af de afgivne stemmer, når de otte ugyldige stemmer medregnes. Det svarer til 58,83 procent af samtlige stemmeberettigede, oplyser kommunen.
680 af de 1.093 vælgere deltog. Valgdeltagelsen blev dermed 62,21 procent.
Afstemningen omfattede Nanortalik, Narsarmijit, Aappilattoq, Tasiusaq, Ammassivik og Alluitsup Paa.
En ny kommune kræver en beslutning på landsplan. Kommune Kujalleq kan ikke selv ændre kommunegrænserne, forklarer kommunaldirektør Randi Vestergaard Evaldsen. Resultatet skal nu indgå som borgernes tilkendegivelse i den videre behandling.


